Uventede naboer

Da Clara endelig havde underskrevet lejekontrakten til sin nye lejlighed i Kastaniegården, troede hun, at det største problem ville være at få hendes gamle sofa ind gennem den smalle døråbning. Hun havde brugt uger på at forestille sig rolige aftener med en bog ved vinduet, der vendte ud mod den stille gård. Hvad hun ikke havde regnet med, var, at hun allerede få dage efter indflytningen ville blive trukket ind i naboernes liv.

Den første lørdag, mens hun stadig pakkede kasser ud, hørte hun et højt brag fra lejligheden ovenpå. Hun skyndte sig op ad trappen og fandt sin nabo, en ældre mand ved navn hr. Holm, der lå på køkkengulvet omgivet af knuste tallerkener. Han var gledet, mens han forsøgte at nå en høj hylde. Clara hjalp ham op, lavede en kop te til ham og lyttede, mens han fortalte, at hans datter havde bedt ham flytte i plejehjem, efter at hans kone var død året før. Men han havde sagt nej, fordi han elskede udsigten til det gamle egetræ fra sit vindue.

Aftenen efter bankede en ung kvinde ved navn Lena fra den anden side af gangen på Claras dør med tårer i øjnene. Lena havde lige fundet ud af, at udlejeren ville sælge hele ejendommen, så alle måtte flytte senest ved sommerens udgang. Hun havde sparet op i årevis for at købe sin egen bolig og havde regnet med mindst to år mere til at forberede sig. Clara bad hende komme ind, åbnede en flaske vin, de begge havde taget frem fra deres skabe, og de snakkede langt ud på natten. Da Clara endelig kom i seng, indså hun, at hun allerede havde fået stærkere bånd her, end i den tidligere ejendom, hvor hun havde boet i fem år uden at lære en eneste nabo at kende.

Næste morgen stod hr. Holm ved hendes dør med en lille potteplante som tak. Han sagde, at hvis ejendommen virkelig blev solgt, ville han endelig tage imod sin datters tilbud, men kun hvis Clara lovede at besøge ham en gang imellem. Clara smilede og tænkte på, om det at flytte egentlig handlede om at finde et nyt hjem eller om at finde nye grunde til at holde forbindelsen ved lige.