Afsked i frugtplantagen

Da de sidste kasser var stablet på lastbilen, var augustsolen allerede ved at synke bag bakkerne omkring Æblehaven. Lena havde arbejdet der hver sommer, siden hun fyldte seksten, men dette blev hendes sidste vagt. Hun havde fået plads på universitetet i Aarhus og vidste, at hun ikke ville komme tilbage næste år. Ejeren, hr. Nielsen, havde trykket hendes hånd om morgenen og sagt, at hun ville blive savnet; hans kone havde endda bagt en citronkage til lejligheden. Alligevel føltes stemningen mærkeligt dæmpet, som om alle forstod, at afskeder var lettere, når de blev ladt usagte.

Lena havde tilbragt eftermiddagen med at plukke de sidste sene æbler, og armene værkede efter den gentagne bevægelse, hun var blevet vant til i løbet af de foregående otte uger. Klokken halv fem havde hun holdt en pause for at se et par svaler, der fløj lavt hen over rækkerne. Det mindede hende om den første dag, hvor hun var ankommet nervøs og usikker. Dengang havde hun tabt to fulde kurve, så frugten blev trykket, og hun fik en mild reprimande af formanden. Nu kunne hun fylde en kasse på under ti minutter uden en eneste fejl.

Lige før klokken fem samledes de andre sæsonarbejdere ved den gamle stenlade. Thomas, som havde kørt traktoren hele sommeren, fremdrog en flaske hjemmelavet æblemost, han havde gemt. De sendte plastikkopper rundt, mens lyset blev gyldent. Lena lyttede, mens kollegerne udvekslede historier om sommeren: den dag vandrøret sprang, eftermiddagen hvor en turist havde forsøgt at klatre op i det højeste træ, og morgenen hvor hagl havde truet hele høsten. Hun indså, at hun sandsynligvis aldrig ville se de fleste af dem igen.

Da kopperne var tomme, kom hr. Nielsen med citronkagen. Han takkede dem alle for deres hårde arbejde og sagde, at plantagen havde været heldig med et så engageret hold. Lena mærkede pludselig en klump i halsen; hun havde ikke regnet med at føle sig så knyttet til et midlertidigt arbejde. Da hun hjalp med at læsse de sidste kasser på lastbilen klokken kvart over seks, spekulerede hun på, om de nye studerende i Aarhus nogensinde ville forstå, hvordan det føltes at stå blandt træerne ved tusmørke med duften af moden frugt i luften.

Senere, da hun cyklede hjem ad den velkendte vej, kastede Lena et sidste blik bagud. Plantagens lys var tændt og glødede blidt mod den tiltagende skumring. Hun havde lært mere der, end hun havde været klar over: tålmodighed, tilfredsstillelsen ved fysisk arbejde og den stille sorg, der kommer, når noget godt når sin naturlige afslutning. I morgen ville hun begynde at pakke til universitetet, men i aften blev smagen af den citronkage og mindet om den delte æblemost hos hende hele vejen hjem.