Det falmede portræt

Mens Thomas gennemgik en kasse med arvede bøger i sin afdøde mosters rodede arbejdsværelse, stødte han på en tynd udgave af digte fra det nittende århundrede, hvis sider var blevet gule i kanterne. Gemt mellem to sonetter, næsten som om det var skjult med vilje, lå et lille sepiabillede, der tydeligvis var blevet klippet til, så det passede til bogens format. Fotografiet viste en kvinde på omkring femogtredive år, der stod ved en udsmykket jernlåge med et udtryk af stille morskab i stedet for den stive formalitet, der ellers var typisk for tiden. Det, der især fangede Thomas, var den svage blyantsnote på bagsiden: "Eline, før misforståelsen, 1897."

Han havde aldrig hørt sin moster nævne nogen ved det navn, men håndskriften lignede påfaldende den elegante skrift, hans farmor havde brugt i sine breve. Nysgerrig tilbragte han resten af eftermiddagen med at sammenligne familiebreve, og til sidst fandt han ud af, at Eline havde været hans mosters nærmeste veninde, indtil en heftig strid om en uoplyst arv i foråret 1898 havde brudt forbindelsen for altid. Fotografiet med dets omhyggeligt bevarede kanter og skjulte placering tydede på, at mosteren stadig havde holdt af mindet længe efter, at venskabet var slut.

Thomas spekulerede på, om bogen måske engang havde tilhørt Eline; et lille ejermærke på indersiden af forsatsbladet bar kun initialerne "E.M." og året 1896, altså et år før fotografiet. Opdagelsen efterlod ham med en mærkelig følelse af at have trængt sig ind på en privat forsoning, der aldrig rigtig var blevet til noget, og han greb sig selv i at læse sonetterne igen med ny opmærksomhed på eventuelle skjulte hentydninger til fortrydelse eller vedvarende ømhed. Hen under aften blev fotografiet lagt forsigtigt mellem to ark syrefrit papir, selvom Thomas ikke kunne beslutte, om han skulle lægge det tilbage på dets oprindelige skjulested eller indramme det som et nyfundet stykke familiehistorie.