Høstens afslutning

Sidste sommer arbejdede jeg på en lille frugtplantage nær landsbyen Egebjerg. Hver morgen plukkede vi æbler og pærer, indtil solen blev for varm. På den sidste dag føltes alt dog anderledes. Mens vi var ved at læsse de sidste kasser på den gamle røde lastbil, dukkede mørke skyer pludselig op, og kraftig regn begyndte at falde. Vi havde allerede plukket det meste af frugten, men et par kurve stod stadig ude på den fjerne mark. Ejeren, hr. Larsen, råbte, at vi skulle skynde os, før jorden blev til mudder.

Mens vi løb tilbage med kurvene, gled min veninde Anna og tabte flere pærer. Vi standsede for at hjælpe hende og lo trods regnen. Da vi var færdige, var vores tøj gennemblødt.

Hr. Larsen havde forberedt en lille afskedsfrokost inde i laden. Mens vi spiste sandwiches og drak kold limonade, fortalte han os, at han havde besluttet at sælge plantagen næste år. Alle blev stille et øjeblik. Jeg var kommet til at elske de tidlige morgener og duften af moden frugt, men jeg vidste, at dette var slutningen.

Efter frokosten rengjorde vi værktøjet og sagde farvel. Da jeg gik hen mod porten, råbte Anna, at hun håbede, vi ville arbejde sammen igen en dag. Jeg smilede og svarede, at hvis vejret forblev tørt næste sommer, ville jeg overveje at komme tilbage. Regnen stoppede endelig, da jeg nåede busstoppestedet. Da jeg kiggede tilbage på den tomme frugtplantage, indså jeg, hvor meget jeg ville savne de lange, trættende dage.