Gengive andres ord præcist

I lektion A2 #29 lærte du at genkende en genfortælling: He said he was tired — og at forstå, at was her ikke betyder fortid. Nu skal du selv bygge genfortællingen, og ikke kun af et udsagn, men også af et spørgsmål og en anmodning. Der er tre mønstre, men logikken er den samme: du taler ud fra dig selv om en samtale, der allerede har fundet sted.

Udsagn: tiden rykker tilbage. Det indledes med said (hvad man sagde) eller told + hvem (til hvem man sagde det) — det par kender du fra lektion A2 #29. Står det indledende verbum i datid, rykker tiden i genfortællingen et trin tilbage. Engelsk afstemmer tiden i ledsætningen efter hovedsætningen: ordene blev sagt »dengang«, og alt indeni ser også fra »dengang«. Det er samme logik som ved Past Perfect i lektion B1 #1: begivenhederne ordnes ud fra fortællingens tidspunkt. Dansk gør det for det meste på samme måde: »Han sagde, at han var træt«.

Past Perfect, would, could, should og might rykker ikke: længere tilbage kan de ikke komme. "I had finished" → She said she had finished.

Hvornår man ikke behøver at rykke. Står det indledende verbum i nutid, rykker man ikke: She says she's tired — sådan gengiver man noget, der lige er blevet sagt. Er det sagte stadig sandt, kan tiden blive stående: He said he lives in Leeds — og han bor der stadig. Det forskudte lived er i det tilfælde også rigtigt.

Past Simple: forskydning er hovedreglen, uden forskydning er også rigtigt. "I lost my keys" → He said he had lost his keys — sådan er reglen, og det er det sikreste på skrift. Men Past Simple lader man tit stå i en genfortælling: He said he lost his keys. Det er ikke en fejl: rækkefølgen er klar i forvejen — først mistede han dem, så sagde han det — og Past Perfect tilføjer ikke noget. Det sker især tit, når tidspunktet er nævnt: She said she arrived on Monday. I kursets øvelser godtages begge varianter; er du i tvivl, så ryk.

Pronomener, sted og tid. Nu er det en anden, der taler, så I bliver til he eller she, og my til his eller her. Lyder genfortællingen en anden dag eller et andet sted, skifter ordene for tid og sted også:

Samme dag behøver man ikke at skifte dem: She said she'd call me tomorrow — hvis i morgen ikke er kommet endnu.

Spørgsmål: lige ordstilling og if. I en genfortælling holder spørgsmålet op med at være et spørgsmål: du stiller det ikke, du fortæller om det. Derfor har det samme ordstilling som et almindeligt udsagn — først subjekt, så verbum — do, does, did forsvinder, og der er intet spørgsmålstegn. Dansk gør det samme: »han spurgte, hvor jeg boede«, ikke »hvor boede jeg«. Det indledes med asked eller wanted to know.

Et spørgsmål med where, what, why beholder ordet. Et spørgsmål uden et sådant ord — et ja/nej-spørgsmål — får if eller whether; det er det engelske »om«.

Anmodning og instruks: to + verbum. En anmodning indledes med asked, en instruks eller en ordre med told, og efter dem står personen og to + verbum. Nægtelse — not to.

Could you…? er et spørgsmål i formen, men en anmodning i betydningen, derfor gengiver man det med asked me to.

Sammenlign asked me to og asked me if:

Dansk skelner her med to verber, »bede« og »spørge«. Engelsk har ét, asked, og forskellen ligger i det, der følger: efter to kommer en anmodning, efter if et spørgsmål.

Sådan siger man ikke. ✗ She asked if I was coming? → ✓ She asked if I was coming. Et genfortalt spørgsmål er et udsagn, og det slutter med punktum.

Test dig selv. Hvordan genfortæller man Annas ord "I've lost my phone"? Hvorfor She asked where I lived og ikke where did I live? Hvordan gengiver man "Don't touch it!"?