Spørge høfligt og sige, at man ikke ved noget

Et direkte spørgsmål til en fremmed — Where is the station? — er bygget rigtigt, men lyder bryskt, næsten som et krav, selv med Excuse me (A1 #21). Det er mere høfligt at pakke spørgsmålet ind i en ramme: Could you tell me…? — »kan du sige mig…?«, Do you know…? — »ved du…?«. Resultatet er et indirekte spørgsmål — et spørgsmål, der er lagt ind i en anden sætning.

Hvordan det er bygget, så du allerede i det genfortalte spørgsmål (B1 #15): lige ordstilling, intet do, og i et ja/nej-spørgsmål if. Der er kun én forskel. I genfortællingen fortalte du om et spørgsmål, der var blevet stillet tidligere, og tiden rykkede. Her stiller du dit eget spørgsmål nu, og derfor bliver tiden den samme som i det direkte spørgsmål.

Formen: ramme + spørgeord (eller if) + subjekt + verbum.

Tre ting ændrer sig på én gang. Ordstillingen bliver lige: først subjektet, så verbet — where the station is. Hjælpeverberne do, does, did forsvinder, og deres endelse vender tilbage til hovedverbet: does … open → opens, did … cost → cost. Et spørgsmål uden spørgeord, som man svarer »ja« eller »nej« på, får if eller whether — det er det engelske »om«.

Når spørgeordet er subjekt. I spørgsmålene Who lives here? og What happened? er ordstillingen lige i forvejen, og der er intet do. Derfor ændrer intet sig inde i rammen: Do you know who lives here?, Could you tell me what happened? Men i What is that building? er subjektet that building, og det skal stå foran verbet: Do you know what that building is?

Rammerne — fra den enkleste til den blødeste:

I was wondering if… betyder ordret »jeg tænkte på, om…«, og datid handler her ikke om fortiden: den gør anmodningen blødere, ligesom could i stedet for can — og ligesom dansk »ville høre« og »kunne«. I wonder… uden datid er »gad vide…«, en tanke sagt højt: I wonder where she is. — »Gad vide, hvor hun er«.

Spørgsmålstegnet følger rammen. Er rammen et spørgsmål (Do you know…, Could you tell me…), står der spørgsmålstegn til sidst. Er den et udsagn (I don't know…, I wonder…, I was wondering…), står der punktum, selvom der er et spørgeord inde i sætningen.

Sige, at man ikke ved det. De samme indirekte spørgsmål står efter I don't know, I'm not sure, I can't remember, I have no idea:

if eller whether. Næsten altid kan man bruge begge; whether er en anelse mere formelt. if betyder her »om«, ikke »hvis«, og derfor kan der stå fremtid efter det: I don't know if he'll come. — »Jeg ved ikke, om han kommer«. Reglen »efter if nutid i stedet for fremtid« (A2 #27) gælder kun »hvis«. Dansk skelner med to ord, engelsk har ét.

Sammenlign med genfortællingen:

Spørgeord + to + verbum. Når det drejer sig om, hvad man skal gøre, kan ledsætningen gøres kortere: I don't know what I should do = I don't know what to do. På dansk bruger man her normalt en hel ledsætning med »skal«: »jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre«. På engelsk er den korte form den mest almindelige. Det fungerer med what, where, how, who, which, when og whether:

Handlingen i den form udføres af den samme person som i hovedsætningen eller af »hvem som helst«. Foran to kan kun whether stå, ikke if: whether to stay.

Sådan siger man ikke. ✗ I don't know why to go → ✓ I don't know why I should go. Med why findes den korte form ikke — kun den hele ledsætning.

Test dig selv. Hvordan spørger man høfligt Where's the nearest cash machine? Hvorfor står der punktum til sidst i I wonder where he is? Hvordan siger man I don't know what I should say kortere?